Hvad med det sociale?

Noget af det første folk spørger om, når de hører, at man hjemmeunderviser sit barn, er: "Men hvad med det sociale?"

Som mennesker har vi alle behov for at have et socialt liv, og det gælder også børn, men vi har ikke behov for et hvilket som helst socialt liv. I stedet for at spørge: "Hvad med det sociale?", bør man i stedet for spørge: "Har dit barn et sundt socialt liv?"

Fakta er, at mange børn i dagens Danmark har et meget usundt socialt liv, et liv der hver dag er fyldt med mobberi, og hvor det at lære noget bliver forbundet med ubehagelige oplevelser.

Fra DCUM (Dansk Center for Undervisningsmiljø) kan man bl.a. læse følgende i rapporten "Elevernes syn på undervisningmiljøet 2009":

I 4.-10. klasse inden for de sidste 2 måneder har 17 % oplevet at blive mobbet, 15 % har selv været med til at mobbe, og 37 % har set en eller flere elever blive udsat for noget, som de betragter som mobning. 53 % af indskolingseleverne har inden for de seneste 2 måneder oplevet sårende drillerier, mens 29 % af eleverne selv har drillet, så andre er blevet kede af det. I tillæg hertil er der en stor andel på 26 %, der ikke ved, om de har drillet på en måde, så andre er blevet kede af det. Mobningen foregår ikke kun blandt elever, men også mellem lærere og elever. I 0.-3. klasse angiver 8% af eleverne, at de har oplevet sårende drillerier fra en lærer inden for de sidste 2 måneder, og i 4.-10. klasse har 15 % oplevet at blive mobbet af en lærer inden for en tilsvarende periode. 21% af eleverne i 4.-10. klasse taler grimt til hinanden i klassen, 6% føler sig altid eller for det meste udenfor kammeratskabet i klassen, 60% af indskolingseleverne synes, at der nogle gange eller tit tales grimt til hinanden i klassen.

Nogle mennesker mener, at det er godt for børn at blive mobbet. De tror fejlagtigt, at det er med til at styrke barnet, og at barnet derigennem lærer at klare sig i den virkelige verden. Intet kunne være fjernere fra sandheden!

Mobning og drillerier er ikke med til at styrke børn, tværtimod er det en af de hyppigste årsager til, at børn vokser op med manglende selvtillid og med et lavt selvværd. For rigtig mange mennesker giver det problemer langt ind i voksenlivet, og konsekvenserne er i nogle tilfælde skadelige både psykisk og fysisk.

Børn er netop børn, og børn har brug for at møde glæde, omsorg og gode relationer til andre mennesker. De har ikke brug for at blive drillet og mobbet og være kede af det, og måske miste lysten til samvær med andre mennesker.

Hjemmeunderviste børn har de bedste forudsætninger for at have et sundt socialt liv, og det forholder sig jo ikke sådan, at blot fordi et barn bliver hjemmeundervist, så bliver han eller hun spærret inde.

Hjemmeunderviste børn har muligheden for selv at have indflydelse på, hvem de vil være sammen med, og de lever et liv, hvor de både leger og omgås andre mennesker - voksne såvel som andre børn.

En vigtig ting er, at børn har mulighed for at fordybe sig i deres interesser, og selv bestemme hvem de vil omgås, og hvem de vil dele disse interesser med.

Når man hjemmeunderviser, så foregår meget af undervisningen ofte uden for hjemmet, hvor barnet også møder andre mennesker. Derudover har hjemmeunderviste børn naturligvis også fritidsinteresser som alle andre børn, og går i klubber og til sport o.s.v.

Det vigtige for børn er ikke, at de har et socialt liv, det vigtige er, at de har et sundt socialt liv, og det har man i høj grad, når man bliver hjemmeundervist.