Danmark er på vej til at indføre en discountfolkeskole

Posted by: Admin on 20/09-2010

Fire ud af ti kommuner planlægger at skære i folkeskolens timetal, viser en rundspørge, som Danmarks Lærerforening har gennemført. Flere steder vil kraftige nedskæringer betyde, at eleverne mister et helt år af deres samlede skoletid. Professor Niels Egelund fra DPU frygter, at færre timer på længere sigt kan hæmme dansk vækst: “Det er dybt problematisk, når det, vi skal leve af, er et højt vidensniveau.”

Otte års skolegang i stedet for de ni planlagte. Det må stadig flere elever i den danske folkeskole tage til takke med, efter at politikerne i de danske kommuner har været på jagt efter besparelser på budgetterne. Ifølge en rundspørge til samtlige kommuner, som Danmarks Lærerforening har gennemført, planlægger fire ud af ti kommuner at skære i timetallet som led i de igangværende budgetforhandlinger.

Flere steder betyder nedskæringerne, at man går fra det vejledende timetal til minimumstimetallet for alle fag, klassetrin og skoler. Det svarer til 570 færre timer eller tab af næsten et helt skoleår pr. barn set i forhold til timetallet i de yngste klasser, der ligger på omkring 600 timer.

Markante nedskæringer på vikarkontoen betyder samtidig, at de skoler, der planlægger med et minimum af timer, bringes i en situation, hvor de let kan ryge under timegrænsen og bryde loven. Allerede i dag har hver tredje folkeskole problemer med at overholde minimumstimetallet i ét eller flere fag. Det går ud over 16 pct. af de danske folkeskoleelever, viser Undervisningsministeriets nyeste timetalsopgørelser, der offentliggøres mandag.

Ifølge de oplæg, der ligger til grund for mange kommuners budgetforhandlinger, vil folkeskolen blive betydeligt forringet fra 2011.

De kortere skoledage vækker bekymring hos professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Han frygter, at det vil være med til at fastholde Danmark på et lavvækstniveau:

“Det er dybt problematisk at reducere timetallet, når det, vi skal leve af, er et højt vidensniveau i befolkningen. Vi bør acceptere, at læring tager tid. I forvejen hører antallet af timer i den danske folkeskole ikke til i den høje ende. Alligevel vælger man at skære direkte i den grundlæggende forudsætning for, at vi kan styrke vores produktivitet og konkurrencekraft,” siger han.

Læs hele artiklen her: https://www.mm.dk/folkeskoletiden-sk%C3%A6res-fra-ni-til-otte-%C3%A5r