9 x 5 for svært for handelsskoleelever

Posted by: Admin on 11/12-2010

Den er helt gal med fagligheden blandt handelsskoleelever. De læser og regner på niveau med elever i folkeskolens mindste klasser.

I hvert fald at dømme efter en webdokumentar, "Alt for mange nuller" fra Berlingske.dk, som er blevet offentliggjort i dag.

Eksempelvis kan en handelsskoleelev fra Tietgenskolen i Odense ikke svare på, hvad 9 x 5 er.

En anden kan ikke svare på, hvad 70 pct. af 1.000 er.

Skolens egne test

Tietgenskolens egne test er lavet blandt de 600 elever, der årligt begynder på skolen. På grund af elevernes problemer med regnestykker, deler skolen dem op i tre linjer. En af grupperne hedder Erhvervslinjen, og den har 100 elever, som sigter mod at stå i butik eller sidde på kontor.

Halvdelen af disse 100 unge kan kun læse på 3. eller 4. klasses niveau, mens hele 80 pct. regner på 3. eller 4. klasses niveau.

"Det er en katastrofe," lyder konklusionen fra professor Niels Egelund dagen efter, at PISA-undersøgelserne sendte Danmark endnu længere ned ad de internationale ranglister.

Rystet skoleformand

Tietgenskolens bestyrelsesformand er "rystet" over niveauet blandt skolens elever.

"Jeg synes, det er uhyggeligt, at der er så mange, der mister lysten til at gå i skole. At der er så mange, som mister glæden ved at lære - og som giver det indtryk, at de ikke kan," siger Peter Zinck til TV 2 News.

Bestyrelsesformanden fortæller til Berlingske Tidende, at han ikke troede på det, da han blev orienteret om skolens egne testresultater.

Flere test

I går præsenterede undervisningsminister Tina Nedergaard (V) regeringens udspil til en bedre folkeskole. Udspillet lægger bl.a. op til flere test og større åbenhed om resultaterne.

Kilde: http://jp.dk/indland/article2271971.ece