Han var opgivet af skolen – nu vil Erik være ingeniør

Posted by: Admin on 18/12-2014
Ulla Lauridsen har skrevet en bog om, hvordan hun underviste sin ordblinde søn derhjemme i over et år. I det år forvandlede han sig fra at være et hysterisk og livstræt sammenbrud til at være en videbegærlig og ambitiøs skoledreng. Dette er historien om Erik.

Kilde: http://www.b.dk/nationalt/han-var-opgivet-af-skolen-nu-vil-erik-vaere-ingenioer

Det er en af den slags stuer, hvor man dårligt kan se væggene for bogreoler. Når man kigger godt efter, viser det sig, at bøgerne står i alfabetisk orden i to rækker, en forrest og en bagerst, på reolhylderne.

Ved spisebordet sidder 15-årige Erik Duelund og læser højt for sin mor Ulla, mens far Lars og storesøster Inger tilbereder frokosten. Erik læser om fatalisme og om at affinde sig med sin skæbne og være ufri. Men han læser også om den græske filosof Aristoleles, der nok mente, at mennesket er i stand til at handle frit og fornuftigt. Ordene flyder støt og roligt fra drengen med det lange, røde hår samlet i en hestehale ned ad ryggen.

Det er ellers ikke, fordi fatalismens skæbnetro og opfattelsen af menneskets manglende indflydelse på eget liv har præget familien fra Odense midtby. For fire år siden valgte de resolut at tage Erik ud af den lokale folkeskole, fordi han intet lærte. Erik er det yngste af familiens tre børn, og han er så svært ordblind, at lærerne og speciallærerne på skolen til sidst opgav at hjælpe ham. Samtidig er han også semantisk talblind. Det betyder, at han godt kan regne, men har svært ved at lære ordene for tal og matematiske begreber.

Men Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) vurderede, at han ikke var ordblind – bare dårligt begavet, og i PPR-rapporten i slutningen af 3. klasse er lærernes fortvivlelse åbenbar:»I samtlige test placerer Erik sig i nederste kategori. Der er stadig bogstaver, han er usikker på, og han har ikke knækket læsekoden endnu... Erik har meget svært ved talrækken...... I undervisningstimerne virker Erik ofte psykisk fraværende og i sin egen verden.... I samtlige timer når Erik næsten ingenting og halter fagligt langt bagud. Han får næsten aldrig lavet lektier, og da han næsten intet når i timerne, bliver det faglige udbytte meget lavt.... Erik skal oftest have fælles beskeder mange gange – han virker til helt at være i sin egen verden og hører ikke, hvad der foregår omkring ham...«Og sådan fortsætter det.

Derhjemme vidste de godt, at den var gal. Når Erik skulle i skole, resulterede det hver dag i samme drama.

»I en periode var jeg alvorligt bekymret for, om han kunne finde på at tage livet af sig. Han smed sig ned på gulvet og ville ikke tage tøj på. Det var nogle frygtelige scener, Lars holdt ham, og jeg klædte ham på. Så prøvede Erik at tage tøjet af – kan du huske det, Erik? – han havde trods alt en forestilling om, at han ikke ville komme nøgen ud ad døren. Han ville bare ikke derhen.«

»Så var vi til en forældresamtale på skolen, hvor det først for alvor gik op for os, hvor skidt det stod til. Han havde ingenting lært. De syntes, de havde gjort så meget – det havde de jo ikke – men de syntes, de havde gjort alt det, de kunne finde på,« forklarer Ulla Lauridsen.

Dét her, det lærer jeg aldrig

Erik var ni år, da hans mor var bekymret for, om han kunne finde på at begå selvmord.

I april 2010, kort efter forældresamtalen, gik Erik ud af skolen. Fremover skulle han undervises hjemme af sin mor.

Fagligt set var det en overkommelig opgave, hvor pensum ikke var den største udfordring. Ulla Lauridsen er akademiker, og Erik var en dreng i 3. klasse, der var så langt bagud, at undervisningen tog udgangspunkt i absolut begynderniveau. Hvordan lyder bogstaverne? Hvad hedder tallene? I engelsk var det eneste, han kunne sige: »I is«.

Erik: »Ha! Det er ikke engang grammatisk korrekt.«

Men hvordan får man troen på, at man kan undervise en dreng, der reelt er opgivet af skolen inden sin tiårs fødselsdag?

»I dag forstår jeg ikke, hvordan jeg dengang kunne tro på, at det kunne lykkes. Da jeg havde hjemmeundervist en måned, var vi ikke kommet ud af stedet, han havde intet lært, og jeg kunne godt forstå, at det ikke gik så let henne i skolen. Men vi fokuserede præcist på dét, han havde svært ved. Selv om lærerne kender langt mere til forskellige undervisningsmetoder, kunne jeg jo give Erik det, som lærerne ikke kunne. Tid.«

I 2010 skrev Berlingske første gang om Erik som led i avisens daværende serie om folkeskolen »På anden klasse«.

I dag har Ulla Lauridsen netop fået udgivet en bog om sine erfaringer som hjemmeunderviser »Lær dit ordblinde barn at læse« med råd og vejledning til forældre i samme situation. Forslag om forskellige lærebogssystemer, om tilrettelæggelsen af en undervisningsdag og om nødvendigheden af at være stålsat og vedholdende. Undervejs har hun også nedfældet sine erfaringer i en blog på nettet.

Selv oplevede hun at stå helt på bar bund og var primært henvist til at læse amerikansk litteratur om dysleksi (ordblindhed) og hjemmeundervisning. På Eriks skole frarådede alle hende at overtage undervisningen af sønnen.

»Jeg havde ikke kendskab til hjemmeundervisning, og jeg løb mig nogle staver i livet, fordi jeg ikke vidste noget om læringsstile og om, hvordan man underviser. Jeg blev smittet af hans mismod, når der var noget, han ikke kunne, når han var fortvivlet og sagde: »Dét her, det lærer jeg aldrig.«

Hun oplevede, hvor vigtigt det er, at man adskiller rollen som forælder og rollen som lærer, så barnet ved, hvornår det har fri og ikke pludselig risikerer en overhøring i Napoleon midt i en hyggelig fjernsynsstund. Og hun lærte, hvor vigtigt det er at undgå, at barnet får dårlig samvittighed.

»Jeg var ikke stolt af, at jeg indimellem kunne miste tålmodigheden og blive frustreret. Når man prøver og prøver, uden det lykkes, så bliver frustration til afmægtig vrede. Så blev Erik ked af det, for han troede, at han havde gjort noget galt, når nu Mor sådan skabte sig sådan. Derfor opfandt jeg et system, hvor Erik hver dag, når skoledagen var slut, skulle beslutte, om jeg havde gjort mig fortjent til en guldkaramel. Hvis jeg gjorde noget, der ikke var pænt, slog i bordet, rullede med øjnene, eller smed med blyanten, fik jeg ikke min guldkaramel den dag. Pointen var, at ansvaret skulle placeres hos mig,« forklarer Ulla Lauridsen.

Jeg fik håbet tilbage

Men efterhånden kom de små sejre. Ikke som kvantespring, jordskælv eller radikale omvæltninger. Mere som dryppende vand, stille og næsten umærkeligt, og en dag var de små dryp så talrige, at test viste, at Erik klarede sig som sine jævnaldrende. I nogle fag endda bedre.

Når man spørger Erik i dag, hvordan det var at gå i skole dengang før hjemmeundervisningen, svarer han efter kort betænkningstid:

»Det har jeg lidt fortrængt.«

Men da han var 13 år, bad hans mor ham om at skrive om hjemmeundervisningen. Han skrev (stavefejl rettet af moderen):

»Jeg syntes, det var rart, at jeg endelig fik lært at læse, og jeg følte, at jeg rent faktisk kunne noget som helst, for hver gang jeg overvejede min fremtid, var det eneste, jeg kunne se, en arbejdsløs bums uden tøj på kroppen eller tag over hovedet. Mor kunne godt være lidt streng, men alt i alt var det rart, især fordi jeg fik håbet tilbage.«

Det skrev den videbegærlige, eftertænksomme dreng, der i årevis havde været gemt bag talrige hysteriske anfald, elendige testresultater og PPR-rapporters intense fejlsøgning. Og netop ønsket om at give sønnen håbet og troen på livet tilbage var central for familiens beslutning om at tage Erik ud af skolen. Væk fra de klassekammerater, som han i sin tiltagende frustration havde vendt sig mere og mere væk fra.

Erik lykkedes, og i dag har familien fået overskud til at forsøge at hjælpe andre gennem bogen.

»Ordblinde børn skal have tidlig og ambitiøs hjælp. De skal få blod på tanden og tro på, at de kan lære noget og blive til noget. Forældrene skal være vedholdende. Det burde være skolen, men sådan er det ikke. Hvis man bliver ved at presse på, kan man blive ved med at løfte barnet. Nu læser Erik lige så sikkert som sine jævnaldrende, men han læser langsommere, og derfor træner vi på at øge læsehastigheden. Men hvorfor kunne det ikke være sket i folkeskolen?« spørger Ulla Lauridsen.

I dag går Erik i 8. klasse på en bogligt ambitiøs privatskole. Efter lidt mere end et års hjemmeundervisning var han ellers begyndt på et specialpædagogisk tilbud for ordblinde børn, hvor han fik kompetent hjælp af veluddannede specialister og behørig IT-støtte. Men det viste sig hurtigt, at ordblindeklassen var for uambitiøs.

»Der blev undervist på et for lavt niveau, og det er meget kendetegnende for tilbud til ordblinde børn. De har ingen ambitioner om, at børnene skal have en ungdomsuddannelse,« husker Ulla Lauridsen.

Lektier er der mange af på privatskolen, men Erik klarer dem selv. Store skønlitterære værker skal godt nok fordøjes på lydbog, og meget teksttunge matematikstykker kan drille, fordi han fejllæser opgaverne. Selve udregningerne er derimod ikke et større problem, og inde på skrivebordet på drengeværelset bevidner et kvadreret A4 ark, fuldt af mellemregninger, at Erik netop har været i gang. Han er ambitiøs og har valgt at lave en del frivillig matematik på internettet på systemet Matematikfessor. Han har valgt niveau »svær« for 8. klasse.

»Han klarer det helt selv. Det er mere et spørgsmål om at stoppe ham,« fortæller Lars Duelund.

Erik: »Det skal laves.«

Ulla Lauridsen: »Erik vil meget gerne blive til noget.«

Erik: »Ja.«

Drømmen er at tage en studentereksamen efter privatskolen – gerne på et lokalt gymnasium, hvor de har en treårig HF-klasse for ordblinde. Efter gymnasiet står uddannelsen til ingeniør øverst på ønskesedlen, så yndlingsfaget matematik rigtig kan blive dyrket.

»I betragtning af hvor negativ han var over for skolen i 2.-3. klasse, så er det godt nok noget af en kovending,« siger Ulla Lauridsen og vender sig mod sin søn:

»Vi er stolte af dig, Erik.«

Erik: »Jeg er også stolt af mig selv.«